Tør strøelse er vigtigt
for kyllingernes sundhed og vækst
Et korrekt dimensioneret og justeret ventilationssystem og passende opvarmning af stalden inden indsættelsen er et godt udgangspunkt for strøelsen. En uensartet fordeling af kyllinger kan imidlertid føre til en hurtig forringelse af strøelsen.
Kyllingerne forsøger instinktivt at hvile i mørke områder, hvor de kan samle sig i små grupper. De afgiver kropsvarme, hvilket får strøelsestemperaturen til at stige. Varm strøelse er lig med tør strøelse. I de områder af stalden, hvor kyllingerne ikke samles, opvarmes strøelsen ikke. Den bliver kold og ofte fugtig, måske endda våd. Kyllingerne bryder sig ikke om at ligge på kolde og våde områder, hvilket starter en ond cirkel, der fører til endnu større pletter med dårlig strøelse.
Følgende foranstaltninger kan påvirke kyllingernes adfærd i stalden:
- Lysintensitet
- Ensartet lysfordeling
Forskellen mellem den højeste og laveste lysintensitet bør ikke overstige 20-30 %. Det betyder, at hvis lysintensiteten lige under lyskilden er 20 lux, skal lysintensiteten i det mørkeste område være mindst 14 lux (20 lux - 30 % = 14 lux). Kyllingerne fordeler sig ujævnt i stalden, når forskellen i lysintensitet overskrider tærskelværdien. Man skal naturligvis altid overholde den gældende lovgivning i det pågældende land.
Lysintensitet tilpasset til kyllingernes alder
Den anbefalede lysintensitet afhænger af kyllingernes alder. En daggammel kylling behøver en meget høj lysintensitet. Øjnene er endnu ikke fuldt udviklet, og den ved ikke, hvor føden er. Derfor har den brug for at lysintensiteten er høj. Efter den første uge kan lysintensiteten reduceres for at undgå stress og kontrollere væksten. I den sidste vækstperiode kan det være nødvendigt at øge lysintensiteten for at stimulere trangen til føde og opnå maksimal tilvækst.
Brug et lysprogram for at undgå benproblemer
Et lysprogram dækker kyllingernes fysiologiske behov og har en adfærdsregulerende virkning. Undersøgelser viser, at kyllinger har færre benproblemer, når der anvendes et lysprogram til at skabe mørke perioder.
SKOV har udviklet en avanceret lysstyring, der er integreret i vores produktionscomputer DOL 535 og DOL 539. Ved hjælp af styringerne kan brugerne vælge de ønskede lysprogrammer. Programmet består af tre forskellige typer lys: primært lys, slavelys og inspektionslys, som producenten kan indstille til at være tændt eller slukket uafhængigt af hinanden i de ønskede perioder. Desuden kan lyskilderne leveres med en lysdæmper, der muliggør varierende lysintensiteter.